Vinterlandskab. Foto: Daniel Olausson
Feature

Højt mod nord

Vi tager til det historiske Porjus i Sverige, hvor det begynder at sne i oktober, og hvor temperaturen falder til minus 35 grader om vinteren, og solen knapt nok når at stå op, før det begynder at blive mørkt igen. En fortælling om livet, kærligheden, arbejdet, og hvad der får en tysker til at flytte til den nordlige polarcirkel.

Lennart Menzlin. Foto: Daniel Olausson

Lennart Menzlin

Alder: 39.

Stilling: Project Manager Hydro.

Arbejdssted: Porjus, Sverige.

Ansat siden: 2005.

Uddannelse: Ingeniør med speciale i automatiserings-teknologi.

Familie: Hustru, to sønner.

Hobbyer: Jagt, fiskeri, at involvere sig i lokalsamfundet.

Motto: Vær altid åben, ærlig og respektér hinanden.

Billede som viser Porjus geografiske beliggenhed i Sverige

Porjus ligger i Nordsverige i Jokkmokk kommune, nord for polarcirklen.

Efter en flyvetur på 2,5 time nordpå fra Stockholm i et lille propelfly ankommer man til Lapland-lufthavnen i Gällivare. Det er i begyndelsen af november, og der ligger allerede metervis af sne.

Jeg er rejst herop for at møde Lennart Menzlin, en tysker, som bor næsten en times kørsel længere nordpå i den lille landsby Porjus og arbejder på vandkraftværket med samme navn. Jeg vil vide, hvad der får en ung mand fra et sted nær Hamborg til at vende ryggen til livet i en storby og flytte til en lille landsby nord for polarcirklen.

Lennart Menzlin udenfor en af de historiske kraftværksbygninger i Porjus

Så megen plads! Det er kun en af fordelene ved at bo i Porjus; det er bestemt ikke et problem at finde en parkeringsplads. Lennart og hans kolleger arbejder i en af de historiske kraftværksbygninger, hvor der også er et lille museum og byens eneste sportshal.

Vi mødes i lufthavnen; en lille bygning lavet af blikplader ude på en stor, snedækket mark. Lennart Menzlin ligner nu ikke en tosset samfundsfornægter. Men han er selvfølgelig også ansat som Project Manager hos Vattenfall, ikke en romantisk eventyrer, der drømmer om et simpelt liv i pagt med naturen. Men man skal vel have en svaghed for eventyret for at flytte helt herud?

“Måske”, siger han med et smørret grin. “Men det er bedst, hvis man i det mindste har en nogenlunde ide om, hvad det er, man roder sig ud i.”

Vi kører til Porjus sammen i hans bil. Vinterskoven på hver side af vejen ligner noget fra en julefilm, bare endnu smukkere.

“Der lever både ulve, bjørne og elge herude,” forklarer Lennart. Han fortæller, at han går på elgjagt i september og på isfiskeri om vinteren. Så er han altså alligevel lidt af en eventyrer, tænker jeg for mig selv.

Da Lennart Menzlin kom til Porjus for ti år siden, vidste han meget lidt om livet i Lapland. Selvom hans mor er svensk, havde han aldrig været længere nordpå end Uppsala, hvor han af og til besøgte sine bedsteforældre, da han var barn. Det ændrede sig først, da han i en ferie under studietiden tog på en rundrejse i det nordlige Sverige med tog.

“Freden og ensomheden heroppe tiltalte mig i høj grad,” husker han.

Men der gik yderligere et par år, før han i 2005 afsluttede sin ingeniøruddannelse og besluttede sig for at søge en trainee-stilling på et af Vattenfalls vandkraftværker, hvilket betød, at han skulle flytte til Lapland.

“Mine venner mente, at jeg var tosset, men jeg følte på en eller anden måde, at det var det rigtige for mig.”

Det krævede noget tilvænning i begyndelsen.

“Jeg kom hertil i januar. Jeg var alene, det var hundekoldt, det var mørkt hele tiden og jeg forstod ingenting på arbejdet, for jeg manglede hele det tekniske ordforråd på svensk,” fortæller han.

“Men de ældre kollegaer hjalp mig meget i forhold til at falde til, både på arbejde og privat.”

Nordens hjerte

De, der flytter til Lapland i dag, kan finde hjælp og støtte online. Det svenske Lapland gør brug af forskellige hjemmesider til at tiltrække nye besøgende og indbyggere. Digitalisering spiller en vigtig rolle her, og selv de mindste landsbyer har internetadgang.

“Jeg har en hurtigere DSL-forbindelse end de fleste af mine venner i Tyskland,” siger Lennart Menzlin.

Selv den lille landsby Porjus, der har 320 indbyggere, har sin egen hjemmeside og Facebook-side. Det kan godt være, at kultur og natteliv ikke fylder alverden på hjemmesiden, men i stedet giver den nyttige oplysninger om dagliglivet heroppe, eksempelvis tips til motorcyklister (rensdyr og elge flytter sig ikke, når du kommer kørende, så hold altid øje med vejen) og prognoser for sandsynligheden for at få det berømte nordlys at se (de bedste chancer er på klare vinternætter uden månelys).

Bookingoversigten for idrætshallen på kraftværket og et link til menuen hos Oyas Kiosk og Grill, det eneste spisested i landsbyen, finder man også online. Oya er rent faktisk Lennarts kone. Han mødte hende her i Porjus. Hendes mor er fra Thailand og gift med en af de lokale. Hun har drevet landsbyens købmandsbutik i mange år.

Vi kigger forbi Oyas Kiosk og Grill for at sige hilse på.

“I kommer lige i rette tid – jeg har lige brygget frisk kaffe,” siger hun på perfekt tysk.

Før hun kom til Porjus og mødte Lennart, boede hun i den tyske region Hessen i mange år.

“Verden er lille,” ler hun. Hun taler tysk med Lennart, thailandsk med deres børn og svensk her. Menuen er lige så multikulturel. Thailandske karryretter ser ud til at være populære hos indbyggerne i Porjus, og det samme er svenske kødboller. En lille benzinstation med en enkelt benzinpumpe hører også til spisestedet. Lennart hjælper tit til her efter arbejde.

“Heldigvis kan man få fyldt benzintanken op her i Porjus,” siger han. “Alt andet – tøjindkøb, frisør, læge, svømmehal – er vi nødt til at køre til Gällivare efter, eller Jokkmok, som ligger lige så langt væk.”

Forgangne tider

Alt det plejede man at kunne klare lokalt. Vattenfall byggede landsbyen til sine medarbejdere for over 100 år siden, da kraftværket blev bygget, og virksomheden har sørget for byen lige siden. Det var så at sige en ren Vattenfall-landsby.

Gade i Porjus i 1921

Porjus i 1921.

Sådan er det ikke længere. Der er måske en håndfuld Vattenfall-pensionister her, men der er så godt som ingen nye jobs. Familierne flytter væk. Lave huspriser og ren, frisk luft er ikke alt.

Jeg går en tur gennem landsbyen sammen med Lennart, og det er så koldt, at mit ansigt bliver helt følelsesløst. Han viser mig, hvor hans to sønner, Tewan og Leon, går i skole og børnehave.

“Vi har stadigvæk skole og børnehave her, men det er kun et spørgsmål om tid, før de ikke kan løbe rundt længere,” siger han.

Den tidligere svømmehal er allerede tom. Den tidligere administrationsbygning og hotellet, der engang begge tilhørte Vattenfall, huser nu 200 flygtninge fra Mellemøsten. De står i sneen i deres tynde tøj, og det giver et stik af dårlig samvittighed i mig, fordi jeg fryser på trods af min dunjakke.

“Det er ikke nemt for de der fyre,” siger Lennart eftertænksomt.

Jeg finder ud af, at han ikke kun går på elgjagt i sin fritid. Han støtter også landsbysamfundet. Han er medlem af forskellige frivillige organisationer, der organiserer fælles arrangementer for landsbyens indbyggere og de nytilkomne, og han glæder sig over, at Vattenfall har givet flygtningene lov til at bruge kraftværkets idrætshal.

“Lapland er en region med meget åbne mennesker. Masser af mennesker fra forskellige kulturer har allerede slået sig ned her,” siger han, og det lyder, som om han igen understreger sit eget håb om, at Porjus-samfundet vil overleve.

Da han kører mig tilbage til lufthavnen om aftenen, spørger jeg ham, hvordan han ser sin egen fremtid her. Han ser på mig og siger:

“Vi har overvejet, hvad vi gør, når vores børn vokser op. Og vi har besluttet, at vi bliver her, lige så længe som landsbyen gør. Jeg er glad for, at jeg kom hertil. Jeg ville tage præcis den samme beslutning i dag.”

Månen lyser over den snedækkede afrejsehal. Sneen dæmper alle lyde. Indenfor er der kun en håndfuld passagerer. Atmosfæren er afslappet, næsten hjemlig. Jeg kommer i tanke om en statistik, jeg engang læste: Af alle de mennesker, der tager på en kort rejse til Lapland, beslutter en tredjedel sig for at blive for altid.

Vinterlandskab. Foto: Daniel Olausson


Et nyt samfund

Vandkraftværket Porjus, der blev sat i drift i 1915, var et af Vattenfalls allerførste kraftværker.

Vandkraftværket blev bygget i ødemarken i det svenske lapland for at forsyne den såkaldte ”malmjernbane” mellem Luleå og Narvik med strøm.

Der var ingen veje på den tid, og alle komponenter blev båret 44 km til fods.

Vandkraftværket og dets elledninger gav svensk minedrift en indsprøjtning. Under byggeriet, som blev påbegyndt i 1910, arbejdede der omkring 700 medarbejdere.

Foruden boliger blev der bygget et lægecenter, en restaurant og en politistation. Et nyt samfund blev født.

I 1970’erne blev der bygget et nyt vandkraftværk i nærheden, som i dag er Vattenfalls tredjestørste.

Læs mere på history.vattenfall.com

Af Johannes Nohl

Se også

Kraftwerk Reuter

Efter 50 års drift er Blok C på kraftvarmeværket Reuter nu ved at blive afviklet. Gennem k...

Nyhed
En fotocollage med billeder af medarbejdere på Vattenfall

Vattenfalls CEO er imponeret over den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, men han mener,...

Nyhed
Fotograf og havmøller

Billeder

Find og download billeder her.