Nyhed

Husjagten er gået ind

Det kan sommetider være nødvendigt at anvende ukonventionelle metoder, når man forbereder opførelsen af en vindmøllepark i stor skala. I Nordjylland har Vattenfall opkøbt det meste af en landsby for at bane vej for vindmølleparken Nørrekær Enge II, der bliver Danmarks største.

Visualisering af vindmøller i Nørrekær Enge

De fleste huse i den lille landsby Kølby i den landlige del af Nordjylland var meget svære eller helt umulige at sælge, da Vattenfall begyndte at vise interesse for området. Virksomheden planlægger at opføre vindmølleparken Nørrekær Enge II med 37 vindmøller der.

I stedet for at kaste sig ud i tidskrævende diskussioner med grundejerne i Kølby som en del af godkendelsesprocessen besluttede Vattenfall at tilbyde dem at købe ejendommene til markedspris.

Mette Korsager, Head of Onshore Project Development i Danmark, forklarer strategien: "Ved at gøre det på den her måde løser vi problemet med usælgelige ejendomme i området. Det giver os også mulighed for at indgå aftaler med de lokale myndigheder, da vores tilstedeværelse bidrager til udviklingen af et udkantsområde."

Vattenfall planlægger at købe 20 ejendomme i Kølby, men virksomheden har ikke tænkt sig at gå ind i landbrugserhvervet.

"Husene vil blive revet ned, og jorden vil blive lejet ud til lokale landmænd," fortæller Mette Korsager.

250 MW

Vattenfall planlægger at få installeret 250 MW ny vindkapacitet i Danmark i årene frem mod 2018-2019. Ifølge Mette Korsager vil strategien om at opkøbe ejendomme gøre det nemmere at nå det mål.

"Vi foretrækker at etablere større projekter såsom Nørrekær Enge II. Ved at opkøbe ejendomme behøver vi ikke på samme måde som før at tage højde for kritiske indbyggere."

Vattenfalls initiativ er blevet positivt modtaget af både brancheorganisationen Vindmølleindustrien og af de lokale kommuner.

Vattenfall er den største ejer og producent af landbaseret vindenergi i Danmark.


Nørrekær Enge II

Nørrekær Enge II kommer til at bestå af 37 vindmøller og bliver Danmarks største landbaserede vindmøllepark.

Vindmøllerne bliver op til 150 meter høje og får en maksimumkapacitet på mellem 3 og 3,3 MW.

Nørrekær Enge II kommer til at producere tilstrækkelig elektricitet til at forsyne 100.000 husstande med strøm.

Af Ralf Bagner

Se også

Vattenfall har vundet udbudsrunden om den anden fase af den hollandske havmøllepark Hollan...

Nyhed
European Offshore Wind Deployment Centre ud for Aberdeen i Skotland

Britiske innovatører får mulighed for at teste og demonstrere produkter og serviceydelser ...

Nyhed
Fotograf og havmøller

Billeder

Find og download billeder her.