Nyhed

Svære tider for energiselskaber

Kvartalsrapporter fra flere europæiske forsyningsvirksomheder understreger de svære tider, energibranchen lider under. Onsdag den 11. november rapporterede E.ON sit største nettotab på et kvartal siden grundlæggelsen i 2000.

Torsdag den 12. november rapporterede RWE, at koncernens EBITDA er faldet med 6 % til 4,4 milliarder euro, og at driftsresultatet er faldet med 9 % til 2,6 milliarder euro i de første tre kvartaler af 2015. Den primære årsag var det svind i marginerne på den konventionelle elproduktion, der var skabt af priserne.

Tysklands næststørste forsyningsvirksomhed udtalte, at man stadig forventer at nå den forventede justerede nettoindtægt på 1,1-1,3 milliarder euro i 2015, "selvom det ikke bliver mere end lige".

RWE's CEO, Peter Terium, sagde:
"Udviklingen i vores aktiekurs har været alt andet end behagelig i 2015. RWE's ordinære aktier mistede omkring halvdelen af deres værdi over de første ti måneder. Det er der forskellige grunde til, og de er ikke alle begrænset til de lave markedspriser på el. Kapitalmarkedet blev ubehageligt overrasket af den negative udvikling, vi har oplevet i vores forsyningsforretning i Storbritannien. Betydelige kundetab og faktureringsproblemer er ikke godt for RWE's omdømme, men vi arbejder hårdt på at håndtere problemerne og finde frem til en løsning."

Største nettotab

Onsdag den 11. november meddelte Tysklands største forsyningsvirksomhed E.ON, at der var foretaget nedskrivninger på 8,3 milliarder euro på værdien af virksomhedens kraftværker samt olie- og gasforretningen. Nedskrivningerne, der svarer til næsten halvdelen af hele E.ON's aktiemarkedsværdi, betød, at virksomheden måtte indkassere det største nettotab på et kvartal siden grundlæggelsen i 2000.

E.ON's CFO, Michael Sen, sagde:
"Vi har registreret disse posteringer, der i alt beløber sig til 8,3 milliarder euro, på primært goodwill og andre aktiver. Værdiforringelserne blev udløst af det betydelige fald i råvare- og energipriserne, hvilket hovedsageligt er et resultat af strukturændringer på de globale energimarkeder og inden for de lovgivningsmæssige rammer. Vores driftsmiljø er fortsat meget belastet."

E.ON ejer 29,6 % af aktierne i det svenske kernekraftværk Ringhals, 9,9 % af kernekraftværket Forsmark og 54,5 % af kernekraftværket Oskarshamn.

"Stor belastning"

Den 22. oktober rapporterede den statskontrollerede finske forsyningsvirksomhed Fortum en lavere end forventet kvartalsindtjening og reducerede sit overskudsmål i Rusland, som er et af virksomhedens vigtigste markeder, på grund af lav efterspørgsel på el. Koncernens sammenlignelige driftsresultat for tredje kvartal faldt 46 % i forhold til for et år siden til 79 millioner euro.

Fortums CEO, Pekka Lundmark, sagde:
"Resultaterne for tredje kvartal var også stærkt belastede af en engangspåvirkning fra den beslutning, der blev taget på OKG AB's ekstraordinære generalforsamling, om at lukke to af de ældste kernekraftenheder på Oskarshamn i Sverige før udløbet af den planlagte driftslevetid."

Fortums kvartalsregnskab (på engelsk)

Af Ralf Bagner

Se også

Annual and sustainability report

Vattenfall bliver endnu mere transparent omkring klimaspørgsmål over for investorer og kun...

Nyhed
Vattenfalls CFO Anna Borg og administrerende direktør Magnus Hall

Stærkt bidrag fra fossilfri produktion, men stormen Alfrida kostede Vattenfall 850 mio. sv...

Nyhed
Fotograf og havmøller

Billeder

Find og download billeder her.