Nyhed

"Større frihed med opladning af elbiler uden ledning"

Trådløs opladning af elbiler opleves som  nemmere og mere bekvemt end opladning med ledning – men teknikken kræver stadig finpudsning.

Det viser en undersøgelse af trådløs opladning, hvor 20 elbiler blev testet igennem 18 måneder. Vattenfall står bag den omfattende test, som er den første af sin slags i Europa.

I løbet af perioden oplevede testpersonerne en del tekniske problemer, men projektet viser ingen uoverkommelige tekniske forhindringer for opladning vha. induktionsteknik, som ligger inden for de gældende lovkravfor stråling.

"Trådløs opladning er nemt. Man skal bare parkere bilen lige over ladepladen, låse bilen og gå derfra. Det er ren luksus og giver en følelse af frihed," fortæller Mia Nordström, som arbejder med Vattenfalls politikker og deltog med sin egen bil – en Nissan Leaf, der fik monteret en adapter  på undervognen for at kunne modtage strøm fra den på jorden. Opladningen er blevet testet på et indhegnet område ved kraftvarmeværket i Uppsala.

Billede fra Sveriges Radio P4's webnyhed om trådløs opladning

Trådløs opladning

Teknikken er baseret på induktiv opladning – den samme type, som anvendes til eltandbørster og en del mobiltelefoner. Ladepladen genererer et magnetfelt, som trådløst overfører energi til bilen.

Tidligere opladede Mia Nordström sin elbil med en ledning, og hun kan derfor sammenligne de forskellige løsninger.

"Almindelig opladning med ledning fungerer fint, men når det regner eller sner, er det ikke altid lige sjovt. Ledningen bliver kold, hård og beskidt. Nogle gange sviner det både tøj og bagagerummet."

Nu kan hun foretage trådløs opladning på arbejdet, men bilen skal parkeres helt korrekt, hvis overførslen af strøm skal fungere.

"Det skal være nemmere at placere bilen over ladepladen. I øjeblikket kræver det en del påpasselighed af den, som parkerer bilen. Jeg tror, at fremtidens biler kommer til at kunne parkere og finde den rigtige placering af sig selv," siger Mia Nordström, der gætter på, at elbiler i løbet af nogle år som standard udrustes til trådløs opladning, inden de forlader fabrikken.

Har du oplevet nogen ulemper ved trådløs opladning?
"Som bruger er man lidt bekymret over strålingsrisikoen. Jeg kan stadig huske, hvor stærk stråling de første mobiltelefoner fra 90'erne udsendte. Den svenske myndighed for strålingssikkerhed har testet og godkendt udstyret, så jeg ved, at det ikke er farligt. Men som med al ny teknik gælder det om at afprøve den over en længere periode for at kunne være helt sikker på, at der ikke er nogen risiko."

"Jeg kunne godt tænke mig, at der var mulighed for at slå opladningen til og fra med en fjernbetjening, når man ikke er i nærheden. Nu starter opladningen automatisk, mens man stadig sidder i bilen."

Ladeplade for trådløs opladning

Teknikken findes allerede

Lidt længere ude i fremtiden vil man måske kunne se ladeplader gravet ned under parkeringsbåse på gaden, på taxaholdepladser eller i form af ladeskinner under vejene, således at bilerne oplades under kørsel. Ladepladerne vil selv registrere, hvilken bil der oplades, og regningen bliver automatisk sendt til ejeren. Den teknik findes allerede.

"Det er mit håb, at Vattenfall eller vores samarbejdspartnere vil kunne tilbyde udstyr til trådløs opladning inden for en nær fremtid, så det bliver endnu mere nemt og bekvemt at oplade sin elbil. Og så vi snart bliver flere, som kan sige: 'Kan du huske, dengang vi altid måtte en tur ned på tankstationen for at få benzin på bilen og skulle kæmpe med slanger og benzindæksler for at komme videre?'," siger Mia Nordström.


Sådan fungerer trådløs opladning

En ladespole i A3-format monteres under bilens bagagerum, og den anden spole placeres på jorden eller støbes ned i asfalten.

Afstanden mellem spolerne skal være ca. ti centimeter ved opladning, og en indikatorlampe hjælper føreren af bilen med at finde den bedste placering.

Ladeeffekten er 3 kW, og det tager 6-8 timer at oplade et helt afladet batteri til en Nissan Leaf.

Det såkaldte WiCh-projekt (Wireless Charging of Electric Vehicles) er det første af sin slags i Europa til at afprøve teknikken. Selve systemet er amerikansk.

Projektet strækker sig over 18 måneder og udgør et samarbejde mellem Vattenfall, forskningsinstituttet Viktoria Swedish ICT, Gatubolaget i Gøteborg, Stockholms kommune, den svenske myndighed for strålingssikkerhed og Test Site Sweden Science Park.

Flere oplysninger
WiCh (på engelsk)

Af Sten Feldreich

Se også

Skibakke i vinterlandskab

I den kommende weekend starter Ski Tour 2020, en World Cup-konkurrence, som går fra Sverig...

Nyhed
Ladepunkt til elbiler

Vattenfall har netop tilsluttet ladepunkt nummer 15.000 på virksomhedens internationale op...

Nyhed
Fotograf og havmøller

Billeder

Find og download billeder her.