Nyhed

Biodiversitet – et vigtigt anliggende for Vattenfall

FN har udnævnt den 22. maj til den internationale dag for biodiversitet for at gøre opmærksom på og øge bevidstheden om den betydning, som naturen og artsrigdom har for os mennesker. Dagen afholdtes for 25. gang i træk, og i Sverige fejredes den med masser af inspirerende aktiviteter i skov og andre steder rundt om i hele landet.

Geder

Vattenfall R&D og Eldistribution undersøger mulighederne i et projekt med geder for på en naturlig måde at tynde ud i vegetationen under kraftledningsstrækningerne. Målet er at forhindre krat og buskads i at vokse op og skygge for solvarme og lys til jorden. Billedet er taget på Lidingö i Stockholm. 

Jordens biologiske ressourcer er helt afgørende for økonomisk og social udvikling, men til trods for at Vattenfall er bevidst om, at bæredygtige økosystemer er afgørende for menneskets overlevelse, har selskabets påvirkning af økosystemerne aldrig været større. Arter mindskes i dag i et tempo, der er langt højere end det naturlige, og derfor er det vigtigt, at forvalte og beskytte jordens biologiske ressourcer godt.

Produktion og distribution af energi påvirker dog naturen på forskellige måder. For Vattenfall er det derfor vigtigt at sikre, at der skabes nytte for klimaet, samtidig med at påvirkningen af arter og deres habitater undgås og minimeres. Vattenfall har arbejdet aktivt med disse anliggender i mange år og har opbygget omfattende viden og erfaringer inden for området. Her er nogle eksempler på, hvordan Vattenfall arbejder med biodiversitet.

Biodiversitet flytter ind på vores anlæg

Miljøet er under stadig forandring, og nogle gange opstår der uventede synergier. Vattenfall har flere eksempler på, at anlæg og virksomhedsområder er blevet til nye habitater for eksempelvis beskyttede arter. Et eksempel er sommerfuglen hedepletvinge, som er set langs med de kilometerlange elledningsstrækninger i Östanån og Flät i Uppsala len. Hedepletvingen er en art, som er blevet påvirket negativt bl.a. på grund af afvanding, nedlæggelse af græsningsarealer og gentilplantning af vådenge. På grund af hedepletvingen, der er beskyttet i henhold til EU's habitatdirektiv, og den høje biodiversitet er både Östanån og Flät udpeget som Natura 2000-områder.

Hedepletvinge

Hedepletvingen, der også er på rødlisten, lever kun i nærheden af kalkholdige fugtenge med djævelsbid som værtsplante.

I Berlin er biodiversitet en del af aktiviteterne på en lidt anden måde. Vattenfall har bl.a. 14 bikuber på tagene på kontorbygninger samt ved kraftværksanlæg og transformerstationer, som drives af Vattenfalls filial Stromnetz Berlin. Der er også etableret byhaver på to anlæg i byen, hvor lokalbefolkningen kan dyrke og høste afgrøder i fællesskab, hvilket også gavner bestøvende insekter.

I Holland er en vandrefalkefamilie desuden flyttet ind højest oppe på kraftværket Hemweg, og man kan følge deres liv via webkamera.

Vandrefalke

Vandrefalken er rødlistet og var næsten helt udryddet i Europa på grund af miljøgifte, som svækkede æggeskallen. Siden giftene blev forbudt, er antallet af vandrefalke steget langsomt.

Biodiversitet driver innovation og den tekniske udvikling fremad

I bestræbelsen på at minimere miljøpåvirkningerne gennemgår Vattenfall sine konventionelle metoder og udvikler nye, mere skånsomme teknikker. Et eksempel er en ny og mere støjsvag form for pilotering af fundamentspæle til havvindmøller, som kaldes for "Suction Bucket Jackets foundations". Det er en teknik, som er udviklet for at minimere påvirkningen af det lydfølsomme marsvin og andre marine arter.

På vandkraftområdet udvikles der ny teknik og nye løsninger som en del af Vattenfalls R&D-aktiviteter. Et eksempel er Kungsrännan, et helt nyt testanlæg i Älvkarleby, hvor det undersøges, hvordan fisks adfærd påvirkes af forskellige strømforhold. Kungsrännan er den største kunstige vandrende i Europa, og i samarbejde med universiteter og videregående uddannelsesinstitutioner vil Vattenfalls eksperter kunne teste, hvordan forskellige foranstaltninger kan reducere vandkraftens negative påvirkning af biodiversiteten.

Netop det at mindske vandkraftens miljøpåvirkning er noget, Vattenfall har beskæftiget sig intenst med på forskellige måder. Vattenfall har i flere årtier udsat fisk for at kompensere for bortfaldet af den naturlige fiskevandring som følge af vandkraftudbygningen. Millioner af lakse- og havørredyngel opdrættes i egne fiskeopdræt og udsættes i elvene hvert år.

"Vi har også bygget to af Europas største fisketrapper, Geesthacht i Tyskland og Stornorrfors i Sverige, for netop at gøre det muligt for fiskene at vandre. Over to millioner fisk har passeret gennem fisketrappen i Geesthacht", siger Vattenfalls Head of Environment,Helle Herk-Hansen.

Fisketrappen i Geesthacht

Flyfoto af fisketrappen i Geesthacht, 35 kilometer opstrøms fra kraftværket Moorburg ved floden Elben. Med en længde på 550 m og 49 individuelle bassiner, der hver er 16 meter brede, er installationen den største af sin slags i Europa.

Unikke naturmiljøer beskyttes på vores ejendomme

Siden 1999 har Vattenfall arbejdet på at beskytte værdifulde naturværdier inden for rammerne af Vattenfall VärnOmråden (VVO). Formålet med et värnområde (beskyttelsesområde) er at give bevaringsværdige arter og biodiversitet gunstige forudsætninger. Det hele begyndte, da den sagnomspundne orkidé norne blev fundet sammen med den særprægede svamp bombemorkel på Vattenfalls jord i nærheden af Vuollerim i Norrbotten. I dag er der tre beskyttelsesområder omkring Luleelvens dalsænkning, og et nyt område indvies i Älvkarleby den 17. juni. Fælles for alle områderne er, at de har en meget høj naturværdi.

En anden vigtig komponent i konceptet er at tilskynde folk til at besøge områderne og at sprede viden. Informationsskilte, stier og andre tiltag, som øger adgangen til og fremmer muligheden for rekreation, er derfor vigtige elementer i arbejdet med beskyttelsesområderne.

"Vi ser frem til indvielsen af Kungsådran-Älvkarleby VVO, som vores nye beskyttelsesområde hedder. Det er vores første område syd for Luleelven, og det er et yderst interessant og seværdigt naturområde. Det er også ekstra interessant i kraft af koblingen til vores R&D-aktiviteter og vores igangværende satsning inden for økohydraulik", siger Helle Herk-Hansen.

Helle Herk-Hansen

Helle Herk-Hansen, Head of Environment hos Vattenfall.

Samarbejde med henblik på udvikling

Vattenfall har været med helt fra begyndelsen i forbindelse med opstarten af Business@Biodiversity Sweden, som er et brancheoverskridende virksomhedsnetværk for anliggender, som vedrører biodiversitet og naturkapital. Netværket giver mulighed for at udveksle viden og erfaringer med andre virksomheder i forskellige brancher. 

"Sammen med de andre virksomheder i netværket inviterer vi førende eksperter, både fra Sverige og internationalt, for at fordybe os i anliggender, som er vigtige for vores forretning. Biodiversitet er et af Vattenfalls fokusområder inden for miljø, og vi har tydelige forpligtelser, der er formuleret i vores miljøpolitik. Vores forpligtelser og alle de projekter, vi er involveret i, viser, at dette er et anliggende, som er højt oppe på vores dagsorden", siger Helle Herk-Hansen.


Links:

Webcam vandrefalkerede
Læs mere om FN-dagen

Billeder: Vattenfall

Af Anders Bjarnehag Anders.Bjarnehag@vattenfall.com

Se også

Cecilia Hellner, Head of Public and Regulatory Affairs, Nordic, repræsenterer Vattenfall

Nu er FN's klimakonference COP25 i fuld gang. Vattenfall er på pletten for at inspirere an...

Nyhed
Fra venstre: Statkrafts administrerende direktør Christian Rynning-Tønnesen, Fortums administrerende direktør Pekka Lundmark og Vattenfalls direktør Magnus Hall. Foto: Statkraft.
Foto: Statkraft

I en fælles erklæring opfordrer CEO'erne for Fortum, Statkraft og Vattenfall EU til at øge...

Nyhed
Fotograf og havmøller

Billeder

Find og download billeder her.