Skift til indhold Gå til hovednavigation
Hedelandskab
Nyhed

Vattenfalls kvartalsrapport: Et svagt resultat for Heat opvejes af forbedret resultat for Wind

Øgede omkostninger til brændsel og CO2-kvoter reducerer resultatet for Vattenfalls varmevirksomhed. Det opvejes dog af højere elpriser og større vindkapacitet.

De første ni måneder af 2018 viser en stabil udvikling for Vattenfall på de fleste områder. I perioden steg både omsætningen, elsalget og elproduktionen.

Periodens resultat steg med 2,2 mia. og landede på 8,9 mia. svenske kr. Stigningen skyldes dog primært en teknisk effekt af rapporteringen af Vattenfalls aktiver i Kärnavfallsfonden. Det underliggende driftsresultat for de første ni måneder lå på 15,3 mia. svenske kr. sammenlignet med 16,0 mia. svenske kr. forrige år. Eksklusive engangseffekter på cirka 800 mio. svenske kr. for 2017 i varmevirksomheden er koncernens resultat på linje med forrige år.

"Vi har i det store og hele opnået et rimeligt godt og stabilt resultat, idet vi også havde flere begivenheder i kvartalets løb, der understøtter vores strategi om at blive fossilfri inden for én generation. Det seneste kvartal viser, at vi er på rette kurs," siger Vattenfalls administrerende direktør og CEO, Magnus Hall.

Højere omkostninger for varmevirksomheden

Forretningsområdet Heat har været trængt af lavere marginer på grund af højere omkostninger til kul, gas og CO2-udledninger. Kombineret med engangseffekter i 2017 bidrog det til, at det underliggende driftsresultat faldt med 2,1 mia. til 0,3 mia. svenske kr. Reduktionen på varmesiden opvejes imidlertid af stigninger på andre områder af driften.

Større fortjeneste på vindenergien

Højere priser og yderligere vindkapacitet bidrog til, at det underliggende driftsresultat steg til 1,9 mia. svenske kr. i forretningsområdet Wind, hvilket er mere end en fordobling i forhold til samme periode forrige år. Vattenfalls seneste kapacitetsforøgelser inkluderer European Offshore Wind Deployment Centre (EOWDC, 97 MW), Ray (54 MW), Pen y Cymoedd (228 MW) og Sandbank (72 MW af 288 MW).

Højere elproduktion og porteføljevækst på Power Purchase Agreements

"Fremfor alt er produktionen steget – det går specielt godt for kernekraften, og Ringhals ser ud til at få et rekordår. Derudover er flere af vores investeringer i vindenergi nu færdigbyggede og er blevet tilsluttet forsyningsnettet. Den kombination, plus streng omkostningsstyring, bevirker, at vi ligger på et stabilt niveau på trods af udfordringerne i varmevirksomheden," udtaler Vattenfalls CFO, Anna Borg.

Vandkraftproduktionen faldt en smule i tredje kvartal på grund af tørt vejr og lavere niveauer end normalt i vandmagasinerne.

"Priserne har været forholdsvist høje og svingende på grund af den varme og tørre sommer i Europa. Det har påvirket vores marginer, men samtidig er effekten blevet mildnet takket være vores prissikringer," siger Anna Borg.

I løbet af årets første ni måneder har BA Markets indgået adskillige langsigtede aftaler om køb af vedvarende el. I løbet af tredje kvartal blev der indgået en 15-årig aftale om køb af elproduktionen fra vindmølleparken Kråktorpet vest for Sundsvall fra ejeren, det tyske Aquila Capital.

Samlet set steg det underliggende driftsresultat i forretningsområdet Power Generation fra 8,1 til 8,5 mia. svenske kr.

Elnetinvesteringer skal gennemgås

I løbet af tredje kvartal steg elnetinvesteringerne med 18 % til 1,4 mia. svenske kr., heraf 970 mio. svenske kr. i Sverige og 357 mio. svenske kr. i Berlin. For nylig blev det omfattende moderniseringsarbejde på den svenske ø Gotlands højspændingsforbindelse afsluttet, hvilket har været nødvendigt for at sørge for en sikker elleverance til Gotland i fremtiden. I forbindelse med moderniseringen har kunderne oplevet driftsforstyrrelser, hvilket Vattenfall beklager.

Den svenske regering har vedtaget en ny lov, der resulterer i en kraftig reduktion af elnetvirksomhedernes tilladte indtægter. Som en konsekvens heraf er det nu nødvendigt for Vattenfall at gennemgå sin investeringsplan for 2020.

"Reguleringen er dels blevet ændret flere gange, hvilket er et problem for en virksomhed, der har brug for stabile investeringsvilkår. Og dels har man fastlagt en øvre grænse for WACC*, der ligger lavere end det europæiske gennemsnit. Det medfører lavere rentabilitet og en væsentligt lavere pengestrøm, hvilket bevirker, at vi er nødt til at reducere investeringstempoet på et tidspunkt, hvor vi ellers burde investere mere i blandt andet nye datacentre, opladning af elkøretøjer, mere vedvarende energi og vækst i byerne," påpeger Anna Borg.

Stærk salgsudvikling

Salget steg, først og fremmest i Tyskland og Storbritannien. I Tyskland blev kundegrundlaget udvidet  til 3,6 mio. kontrakter. Nettoomsætningen steg kraftigt, men højere driftsomkostninger og ekspansion i Storbritannien bidrog til, at det underliggende driftsresultat for Customers & Solutions faldt en smule, til lidt under 1,2 mia. svenske kr.

"Vi er på en rejse, og vi har bevist, at vi er på vej i den rigtige retning. Der er mange vækstmuligheder på vejen frem, så vi ser en lys fremtid forude. Men der er naturligvis også nogle udfordringer, i forhold til at levere den rentabilitet, der forventes af os. Det handler ikke mindst om fortsat at holde fokus på vores omkostningsreduktioner," siger Magnus Hall.

*WACC = diskonteringsraten for det regulerede afkast kapitalomkostninger


Forretningsmæssige højdepunkter, juli-september 2018

  • Øget elproduktion som følge af højere rådighed hos kernekraften.
  • Indvielse af European Offshore Wind Deployment Centre (97 MW) i Aberdeen, Skotland.
  • Power Purchase Agreement med Novo Nordisk og Novozymes om levering af vedvarende el fra vindmølleparken Kriegers Flak.
  • Power Purchase Agreement om køb af vedvarende el og balanceydelser for Aquila Capitals vindmøllepark Kråktorpet i Sverige.
  • Nye partnerskaber om opladningsløsninger i Holland og Sverige.
  • Den svenske regering vedtager en ny lov om elnetvirksomheders indtægtsrammer fra år 2020 og fremover.

Økonomiske højdepunkter, januar-september 2018

  • Nettoomsætningen steg med 12 % (7 % eksklusive valutaeffekter) til 108.776 mio. svenske kr. (96.772).
  • Underliggende driftsresultat på 15.256 mio. svenske kr. (15.991).
  • Driftsresultat på 13.430 mio. svenske kr. (12.605).
  • Resultat for perioden 8.907 mio. svenske kr. (6.675).

Økonomiske højdepunkter, juli-september 2018

  • Nettoomsætningen steg med 19 % (12 % eksklusive valutaeffekter) til 32.489 mio. svenske kr. (27.354).
  • Underliggende driftsresultat faldt til 2.127 mio. svenske kr. (2.757).
  • Driftsresultat på 3.680 mio. svenske kr. (2.115).
  • Resultat for perioden 1.782 mio. svenske kr. (749).

Læs delårsrapporten og præsentationsmaterialet (på engelsk)

Af Lars-Magnus Kihlström

Se også

Magnus Hall og Anna Borg

Vattenfalls indtjening ligger på samme niveau som sidste år, og virksomheden udvikler sig ...

Nyhed
Magnus Hall, Vattenfalls administrerende direktør og koncernchef, og Anna Borg, Vattenfalls Chief Financial Officer

Flere kunder og højere produktion bidrog til, at overskuddet og omsætningen fortsatte med ...

Nyhed
Fotograf og havmøller

Billeder

Find og download billeder her.

Abonner

Relaterede links

Mere om Vattenfall

Kort om os

Vattenfall i Danmark

Investor relations (engelsk)

Sociale medier

Vattenfall på Facebook

Vattenfall på Twitter

Vattenfall på YouTube

Vattenfall på Linkedin

Download list