Horns Rev 3 havmøllepark
Nyhed

72 vestjyske kraner til Danmarks største havmøllepark

Den vestjyske virksomhed Hvide Sande Shipyard, Steel and Service får millionordre til Kriegers Flak havmøllepark. Virksomheden, som beskæftiger cirka 150 medarbejdere i Ringkøbing Skjern Kommune, skal levere 72 kraner til havmølleparken, som bliver Danmarks største. 

Ordren på de 72 kraner kommer fra Bladt Industries, som står for leveringen af dele af fundamenterne til Krigers Flak for Vattenfall, der opfører og ejer parken.

Kranerne bruges til at hejse udstyr og reservedele op på møllerne, ligesom man i tilfælde af et uheld vil kunne fire tilskadekommen ned fra møllen. Den udsatte placering på havet stiller store krav til kvaliteten.

”Ordren er en videreførelse af de erfaringer vi har fra Horns Rev 3, og det passer rigtigt godt med, at vi netop har investeret i nye faciliteter i Ringkøbing, der skal bruges til samling af Davit kraner, og hvor søsterselskabet Seasight Davits, som udvikler og servicerer Davit-kranerne også får til huse. Kranerne til Kriegers Flak betyder, at vi kan fastholde vores nuværende beskæftigelsesniveau”, udtaler Carl Erik Kristensen, direktør i Hvide Sande Shipyard, Steel and Service, men understreger samtidigt:

”Vi er i skarp international konkurrence og er derfor glade for at vinde de danske projekter. Men det er en streg i regningen, at ordren kunne have været på 41 ekstra kraner, hvis ikke Vesterhav Syd og Nord var blevet udskudt. Den del, håber vi, kommer senere”.

En afgørelse fra Energiklagenævnet vedrørende en klage over Vesterhav Syd betød fornyeligt, at Vattenfall var nødt til at udskyde idriftsættelsen af de to havmølleparker og aflyse en række udbud til bl.a. overgangsstykker herunder kraner.

Ordren er lagt i forlængelse af en aftale fra december mellem Bladt Industries og Vattenfall om at levere de såkaldte overgangsstykker, der forbinder selve møllen med fundamentet.

”Vi ved fra tidligere projekter, at Hvide Sande Shipyard, Steel & Service leverer avancerede kraner af højeste kvalitet, og vi ser frem til et godt samarbejde på det kommende Kriegers Flak projekt,” siger Klaus Munck Rasmussen, Vice President hos Bladt Industries.

Kriegers Flak opføres i Østersøen og vil, når den efter planen er i fuld drift i 2021, kunne dække det årlige elforbrug i 600.000 danske husstande.

”Det her er et bevis på, at investeringer i havvind skaber arbejdspladser omkring de havområder de opføres i. Med den udvikling vi ser i Nordsøen og som er på vej i Østersøen er der mere på vej”, siger Michael Simmelsgaard, landechef i Vattenfall.

Af Esben Baltzer Nielsen

Se også

Foruden et 300 år gammelt ror blev der bl.a. fundet fem ankre og et sidesværd på Kriegers Flak

Under arbejdet med at klargøre Kriegers Flak til Vattenfalls nye havmøllepark er der funde...

Nyhed
Horns Rev 3

Et nyt otte kilometer langt kabel mellem Horns Rev 2 og Horns Rev 3 sikrer, at de to havm&...

Nyhed
Fotograf og havmøller

Billeder

Find og download billeder her.