Stålværk
Nyhed

HYBRIT fremhæves som et af de mest ambitiøse initiativer under FN's klimatopmøde

SSAB, LKAB og Vattenfall, som er ejerne bag HYBRIT-initiativet, deltager i Leadership Group for Industry Transition, der blev lanceret i dag under FN's klimatopmøde i New York af den svenske statsminister, Stefan Löfven. HYBRIT blev præsenteret som et af de mest ambitiøse og mest transformative initiativer til håndtering af klimaforandringerne. Formålet med Leadership Group er at sætte fart på omlægningen frem mod at benytte metoder med lav CO2-udledning i sektorer, der er svære at omlægge, i overensstemmelse med målene i Parisaftalen.

FN's generalsekretær, António Guterres, inviterede hele verden til klimaindsatstopmøde den 23. september for at præsentere konkrete, realistiske planer for reduktion af udledningen af drivhusgasser til nul inden 2050. Sverige har, sammen med Indien, fået til opgave at påvise, hvor vigtig industrien er for omlægningen til et bæredygtigt og fossilfrit samfund.

I den forbindelse lancerede Sverige og Indien Leadership Group for Industry Transition under FN's klimatopmøde. HYBRIT-ejerne er en del af Leadership Group, og HYBRIT blev præsenteret som et af de mest ambitiøse og mest transformative initiativer til håndtering af klimaforandringerne.

Leadership Group vil arbejde med at sætte fart på omlægningen af alle industrisektorer til at anvende metoder med lav CO2-udledning, i overensstemmelse med målene i Parisaftalen, samtidig med at man viderefører indsatsen for at opnå CO2-neutralitet inden 2050. Ved at støtte regeringer og de forskellige brancher i industriel omlægning til lav CO2-udledning samt ved at etablere en platform for innovationsdeling og offentligt-privat samarbejde vil Leadership Group levere betingelserne for succesrig og forbedret implementering af Parisaftalen, samtidig med at man inddrager principperne og bestemmelserne i UNFCCC (klimakonventionen; De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer) og Parisaftalen, inklusive ligelighed og CBDR-RC (princippet om fælles, men differentieret ansvar samt respektive kompetencer).

"Stålindustrien opfattes som en af de sektorer, der er svære at omlægge, men vi tror fuldt og fast på, at det er muligt at opnå nuludledning. Det er derfor, vi tog initiativ til at skabe HYBRIT. Fossilfrit stål har et enormt potentiale og vil kunne hjælpe mange kundesegmenter med virkelig at blive fossilfrie. Vi tror på, at en industriel omlægning er positivt, både for klimaet og for konkurrenceevnen i vores branche", siger Martin Lindqvist, administrerende direktør og CEO for SSAB.

"Jeg tror godt, vi kan hævde, at HYBRIT er et af de mest ambitiøse industrielle omlægningsprojekter globalt set i dag. Alle tre virksomheder har forpligtet sig til at blive fossilfri allerede inden 2045, vi har en konkret tidsplan, og via HYBRIT har vi påbegyndt byggearbejde og foretaget investeringer for at begynde omlægningen. For os i LKAB, der er Europas største producent af jernmalm, er HYBRIT en afgørende vigtig del af at skabe en klimaneutral værdikæde fra klippen til det varme stål, og vi gør det med støtte fra den svenske regering og i samarbejde med den akademiske verden", siger Jan Moström, administrerende direktør og CEO for LKAB.

"Med HYBRIT og Leadership Group griber vi muligheden for at være en del af omlægningen og for at arbejde på løsninger på den vigtigste udfordring i vor tid. Sammen ønsker vi at inspirere andre til at samarbejde på tværs af organisationsmæssige grænser, for sand forandring og nye forretningsmuligheder kræver en tilgang med fokus på en fossilfri værdikæde", siger Magnus Hall, administrerende direktør og CEO for Vattenfall.

Leadership Group vil bidrage med laserskarpt fokus på (a) brancher, der er svære at omlægge (og bidrager med over 30 % af de globale udledninger), og (b) på at levere et specifikt sæt værktøjer bestående af politiske rammer, mekanismer og køreplaner som en model for, hvordan regering og industri kan samarbejde frem mod en omlægning, samtidig med at man anerkender, at det vil være forskelligt afhængigt af sektor og land. 

I forbindelse med klimatopmødet vil Rocky Mountain Institute og HYBRIT gennemføre et Facebook Live-event, og der vil også være mulighed for interviews. Deltag i Live-eventet 24. september kl. 9:30 ET, klik her. Kontakt yvonne.edenholm@hybrit.se, hvis du vil være med

Om HYBRIT

Hybrit Development er et joint venture mellem stålproducenten SSAB, mineselskabet LKAB og energiselskabet Vattenfall. Formålet med dette joint venture er at udvikle verdens første fossilfri, malmbaserede stålfremstillingsproces. Projektet blev igangsat i foråret 2016, og målet er at have en industriel proces på plads inden 2035. Når man anvender fossilfri el og brint i stålfremstilling i stedet for koks og kul, vil biproduktet være vand i stedet for CO2. Initiativet har potentiale til at reducere Sveriges samlede CO2-udledninger med 10 %. HYBRIT-initiativet har fået tildelt økonomisk støtte fra det svenske energiagentur. www.hybritdevelopment.com

Af Vattenfalls pressekontor

Se også

Ladestation

Det norske mejeriselskab TINE SA har underskrevet en 5-årig aftale med Vattenfall om at mu...

Nyhed
Jan Moström, President og CEO, LKAB, Magnus Hall, President og CEO, Vattenfall, Martin Lindqvist, President og CEO, SSAB

SSAB, LKAB og Vattenfall, som er ejerne bag HYBRIT-initiativet, deltager i klimaugen og FN...

Nyhed
Fotograf og havmøller

Billeder

Find og download billeder her.