Vattenfall Solar Team Foto: Hans-Peter van Velthoven
Foto: Hans-Peter van Velthoven
Nyhed

Vattenfall Solar Team sætter ny verdensrekord med solcellebil på en tropevarm dag

De regerende mestre overgår endnu en gang sig selv med solcellebilen Nuna Phoenix og kører over 924 km på 12 timer ved hjælp af solenergi.

Vattenfall Solar Team har gjort det igen. Lørdag den 8. august satte holdet på hollandsk jord ny verdensrekord for racerløb i solcellebiler. På 12 timer kørte solcellebilen Nuna Phoenix over 924 km, udelukkende på solenergi.

Finish---Fotografie-Jorrit-Lousberg_Vattenfall-Solar-Team-(1)-ext2.jpg

På grund af coronapandemien er det i år ikke muligt at deltage i internationale racerløb for solcellebiler. Derfor tog Vattenfall Solar Team ud på RWD-testbanen i Lelystad i Holland med deres selvbyggede solcellebil Nuna Phoenix for at jagte en ny verdensrekord. Rekordforsøget var noget helt specielt, da det var første gang i år, Nuna Phoenix kom ud at køre, og det var et øjeblik, som Vattenfall Solar Team havde glædet sig til i månedsvis.

For at slå verdensrekorden, som Nuna 8 har haft siden 2017, skulle Nuna Phoenix køre mindst 882 kilometer på 12 timer, svarende til over 300 omgange. Solcellebilen endte med at køre hele 328 runder.

Blød asfalt

Holdet har tidligere oplevet Australiens tropiske temperaturer, men de uvante varmegrader, der er i Holland i øjeblikket, satte dem på prøve. "På grund af varmen blev asfalten blødere. I svingene mindede den mest af alt om blød lakrids,” fortæller Mees van Vliet, som kørte bilen over målstregen. 

Jan Groot, som er ansvarlig for holdets strategi og for overvågning af vejr- og skydækkeprognoserne, besluttede kort før start at udsætte løbet med en halv time for at øge chancen for, at rekordforsøget ville lykkes. 

I løbet af dagen skiftedes fire førere til at køre bilen og tog hver en tørn på tre timer. Mens førerne skiftede plads, forsøgte de andre holdmedlemmer at køle solcellepanelerne ned ved at oversprøjte dem med vand. 

50 °C varmt i kabinen

Startskuddet lød klokken 7 om morgenen. Den første fører, Marloes Nanninga, fik en forrygende start, og de andre førere kørte også efter planen. Det var nødvendigt at skifte fører hver tredje time på grund af heden, og Mees van Vliet fortæller: "Der er ikke behageligt inde i kabinen. Temperaturen derinde kan nå helt op på 50 °C."  

Klokken 19 susede Nuna Phoenix over målstregen på RWD-banen i Lelystad. En lettet og tilfreds holdkaptajn, Niek Hogenboom, kunne ikke få armene ned: “Vi gjorde det, det er helt fantastisk! En ny verdensrekord er hjemme – selvom vi for et par uger siden ikke engang vidste, om bilen nogensinde ville komme ud at køre igen. Vi har gjort det virkelig godt. Jeg er så stolt af vores hold!" 

Af Vattenfalls pressekontor

Se også

Solcellepark

Vattenfall og Bosch har underskrevet en energiforsyningsaftale (corporate Power Purchase A...

Nyhed

I Holland er Vattenfall ved at opføre sin hidtil største hybridenergipark, E...

Nyhed
Fotograf og havmøller

Billeder

Find og download billeder her.