Magnus Hall: Vedvarende energi er Vattenfalls fremtidige kerneforretning
Vattenfalls nye koncernchef, Magnus Hall, besøgte virksomhedens vindcenter i Esbjerg i mandags. Magnus Hall kom til Esbjerg på et tidspunkt, hvor virksomheden er tæt på at bryde grænsen på 1.000 vindmøller, der styres fra overvågningscentret på kysten ud mod Vesterhavet.
Kontoret i Esbjerg har været en del af Vattenfalls vindudvikling siden 2006 og er vigtigt for udvidelsen af både hav- og landbaseret vindkraft på grund af de mange forskellige kompetencer, der er samlet under ét tag.
Esbjerg huser et af de største overvågningscentre for vindmøller i Europa og holder øje med vindmøller i Danmark, Sverige, Tyskland, Holland og Storbritannien – 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Om få uger overtager centret også overvågningen af den nye havmøllepark DanTysk, når den er koblet til forsyningsnettet.
I Esbjerg mødte Magnus Hall vindmedarbejdere fra kontorerne i Esbjerg og Fredericia.
"Vedvarende energi vil blive Vattenfalls kerneforretning," sagde Magnus Hall under mødet. Da han blev spurgt om fremtiden for Vattenfalls danske aktiviteter, svarede han: "I betragtning af, at vind bliver en central del af Vattenfalls forretning fremover, giver det i mine øjne god mening, at Danmark fortsat vil være et centralt sted for vind – også fordi det er her mange af kompetencerne er".
Magnus Hall afsluttede dagen med en helikoptertur til Horns Rev 1 og DanTysk, og han fik også lejlighed til at se nærmere på vindmølleparken i Tjæreborg, der ligger i nærheden af Esbjerg.