
Mobil batteriløsning understøtter droner til fossilfri udtynding af skove
Udviklingen af Vattenfalls "Power-as-a-Service"-løsninger til mobile energilagre fortsætter. Sammen med Uppsala-virksomheden AirForestry gennemføres nu et etårigt pilotprojekt, hvor droner oplades ved hjælp af et mobilt energilager.
Virksomheden AirForestry har udviklet en ny teknik til udtynding af skove ved hjælp af droner. Vattenfall Network Solutions udlejer og har leveret et mobilt energilager på 100 kWh for at muliggøre fossilfri opladning af dronen. Energilageret er placeret på en anhænger af hensyn til mobiliteten, for at give øget fremkommelighed og nemmere transport. Projektet er planlagt til at køre i 2022, og hvis det går godt, vil der blive leveret yderligere energilagre.
"Samarbejdet indebærer, at vi udlejer et mobilt batterilager, som skaber muligheder ude i felten, hvor der ikke er strømforsyning. Dette er godt for både klimaet og skovmiljøet," siger Anders Skarin, produktansvarlig for energilageret i Vattenfall Network Solutions.
AirForestry udtynder skoven fra luften. Udtyndingsværktøjet, der kun vejer 60 kg, flyves ud med den fuldt opladede højkapacitetsdrone direkte til det område, der skal udtyndes. Når værktøjet er på plads, tager det fat i toppen af træet, klemmer om det og afkvister træet for derefter at save stammen over. Træet fastholdes i værktøjets greb, og dronen flyver træ og værktøj hele vejen til den nærmeste vej.
"Med batteriet fra Vattenfall har vi fået den sidste manglende brik i puslespillet til et helt fossilfrit udtyndingssystem," siger Gösta Forsén, Chief Integration Officer i AirForestry.
Vattenfalls mobile batteriløsninger bliver mere og mere efterspurgte. Network Solutions har i øjeblikket en række energilagre, der er udlejet til forskellige virksomheder, og med produktsortimentet er det muligt at understøtte Vattenfalls strategi om at muliggøre et fossilfrit liv inden for én generation. Strategien omfatter hele værdikæden og fører til samarbejde med virksomheder, som selv lægger betydelige kræfter i at minimere deres klimaaftryk.
Power-as-a-Service er en energiløsning, som indebærer, at Vattenfall tager fuldt økonomisk og funktionelt ansvar for elanlægget hos kunden. Det omfatter blandt andet investering, ejerskab, projektledelse, ansvar for elsikkerhed samt drifts- og vedligeholdelsesansvar for elanlægget.
Fakta om det mobile energilager
- Kapacitet: 100 kWh
- Maksimum effekt: 35 kW
- Batteritype: Lithium Iron Phosphate
- Størrelse: 2.400 x 1.200 x 2.400 mm
- Vægt: 3.500 kg
AirForestry
AirForestry blev grundlagt i 2020 og leverer løsninger til skovudtynding ved hjælp af eldrevne droner, der kan udtynde træer fra luften.