Vesterhav Nord. Foto: Lars Mikkelsen
Foto: Lars Mikkelsen

Nu kan du blive medejer af Vesterhav Syd havmøllepark

Den 11. maj åbner salget af aktier i Vesterhav Syd havmøllepark. Prisen pr. aktier bliver godt 3.600 kr., og salget varer i otte uger. Medejerskabet bliver fordelt så flest mulige interesserede tilgodeses og altså uden først til mølle-princip. For at blive medejer skal man bo i Ringkøbing-Skjern Kommune eller have haft fritidshus i kommunen i minimum to år. 

De 20 fundamenter til Vesterhav Syd havmøllepark har stået klar siden slutningen af marts måned. Vattenfall arbejder for tiden på at etablere de elektriske forbindelser, mens selve møllerne bliver monteret fra juli måned og frem. Senest ved årets udgang skal parken være fuldt tilsluttet elnettet.

Havmølleparken er således snart virkelighed, og d. 11. maj åbner Vattenfall for salget af aktier, så lokale indbyggere kan blive medejere af Vesterhav Syd havmøllepark. Helt konkret bliver der udbudt lidt over 156.000 aktier, som får en pris på godt 3.600 kr. pr. stk.

”Hos Vattenfall er vi virkelig glade for at kunne åbne for salget. Godt naboskab er afgørende for os, og medejerskabet giver både indflydelse og økonomisk afkast til havmølleparkens naboer”, siger Arne Rahbek, der er ansvarlig for lokalt samarbejde i Vattenfall.

Som medejer får man hvert år andel i havmølleparkens økonomiske overskud, der opstår ved salg af den producerede elektricitet på spotmarkedet. Samtidig har man som medejer én stemme på havmølleparkens årlige generalforsamling.

”At blive medejer af Vesterhav Syd er en unik mulighed, men vi opfordrer interesserede borgere i at sætte godt ind i sagerne. At blive medejer er en investering, og der er altid en risiko forbundet med at investere”, siger Arne Rahbek.

Vattenfall understreger således, at der ikke er noget garanteret afkast til investoren. Vattenfall forventer dog, at en medejer får forrentet sin investering med 6,8 procent før skat. Den beregning baserer sig på en fremskrivning af elprisen over en 20-årig periode samt en tilsvarende fremskrivning af parkens produktion. Hvis elproduktionen bliver eksempelvis 10 procent lavere end forventet, så falder afkastet til 5,8 procent før skat. Bliver elproduktionen 10 procent højere, så stiger afkastet til 7,8 procent før skat.

Vattenfall har afholdt møder med alle pengeinstitutter i lokalområdet, hvor detaljerne i medejerskabet er blevet gennemgået grundigt. Så interesserede vil kunne få kvalificeret rådgivning i deres eget pengeinstitut.

Man kan kun blive medejer af Vesterhav Syd, hvis man har fast bopæl i Ringkøbing-Skjern Kommune, eller hvis man i minimum to år har ejet et fritidshus i kommunen. Aktierne bliver fordelt, så flest mulige interesserede bliver tilgodeset. Det betyder, at Vattenfall fylder op fra bunden ved at fordele én aktie til alle købere. De aktier, der er tilbage efter denne fordeling, kan så fordeles til borgere, der ønsker mere end én aktie.

”Vi oplever meget stor interesse i at blive medejer af parken, så det er vigtigt for mig at få sagt, at fordelingen sker helt demokratisk. Der er ikke noget med først til mølle. Vi fylder op fra bunden i de otte uger, salget foregår, så alle interesserede kan få minimum én aktie,” siger Arne Rahbek.

Medejerskabet gælder så længe, Vesterhav Syd havmøllepark eksisterer. Tilladelsen til at producere elektricitet gælder i en 25-årig periode og kan eventuelt søges forlænget hos myndighederne. En medejer kan altid træde ud og sælge sine aktier til Vattenfall. Her vil aktiens såkaldte interne værdi afgøre prisen. Alternativt kan medejeren selv finde en køber og aftale prisen individuelt. I det tilfælde skal køberen leve op til vilkårene for at blive medejer.  

Salget af aktier hos tvillingeparken Vesterhav Nord forventer Vattenfall begynder i juni måned og otte uger frem.

Mere information:

Se mere om salgsprospektet for medejerskab i Vesterhav Syd Havmøllepark her

Der afholdes offentligt informationsmøde for alle interesserede, lørdag den 3. juni 2023 kl. 10.00 i Holmsland Idræts- og Kulturcenter.

For mere information, kontakt Arne Rahbek, 2788 0406

Se også

Vattenfall udvider den havbaserede vedligeholdelseskapacitet med en kontrakt med Van Oord om servicering af vindmøller

Vattenfall er klar til at øge sin havbaserede kapacitet til servicering af vindmøller ved at underskrive en flerårig rammekontrakt med Van Oord om charter af jack-up-fart...

Læs hele artiklen
Vesterhav Syd. Foto: Mads Krabbe

Havvindmølleparkerne Vesterhav Nord og Vesterhav Syd indviet

I dag har den danske miljøminister, Magnus Heunicke, sammen med Vattenfalls Head of BA Wind, Helene Biström, og Country Manager for Vattenfall Danmark, Anne Mette Traberg, officielt indviet ...

Læs hele artiklen
Flagermus

Er flagermus og vindmøller en mulig cocktail på havet?

At forstå det store billede i flagermusenes færd over havet er vigtig baggrundsviden for at kunne afbøde risikoen for kollisioner mellem vindmøllevinger og flagermus, mens man samtidig sikre...

Læs hele artiklen