Nationalmuseets analyser af en boreprøve fra Nørrekær Enge ved Limfjorden viser overraskende, at havet ikke steg så hurtigt i stenalderen som hidtil antaget. Boringen i jordlagene under Nørrekær Enge Vindmøllepark er blevet finansieret af Vattenfall.
Ny dansk forskning viser, at havet omkring Danmark og ude i Atlanterhavet steg meget langsommere i stenalderen end hidtil antaget. Den påståede ”syndflod” med en stigning i havet på 25 meter på kun 500 år er således blevet dementeret, hvilket er overraskende nyt for geologer. Det må også være nyt for dem, der mener, at havets stigning er årsagen til de bibelske beretninger om syndfloden.
25 m på 3000 år
To forskere fra Nationalmuseet fastslår nu, at den atlantiske havstigning på de 25 meter skete hen over en periode på 3000 år – fra år 8500 til 5500 f.Kr. Det betyder, at havet steg et sted mellem 0,7 m og 1,6 m for hvert hundrede år – og ikke næsten fem meter for hvert hundrede år i en periode på kun 500 år, sådan som tidligere forskning er nået frem til.
Der er således ikke meget tilbage af den bibelske syndflod, og stenalderjægeren/fiskeren har næppe inden for sin levetid kunnet erkende stigningen, skriver forskerne Cathrine Jessen og Charlie Christensen fra Nationalmuseets afdeling for Miljøarkæologi & Materialeforskning i rapporten.
Boreprøve førte dem på sporet
Det var museumsinspektør Bjarne Henning Nielsen ved Vesthimmerlands Museum i Aars, der satte Nationalmuseet på sporet. Vattenfalls undersøgelser af jordbunden i forbindelse med etableringen af vindmølleparken viste nemlig, at der i ti meters dybde fandtes en mose under de marine sandlag. Dermed blev det muligt at efterprøve resultaterne af tidligere jordbundsundersøgelser fra Vust i Han Herred på den anden side af fjorden – undersøgelser, der lå til grund for påstanden om den hurtige havstigning.
Isen smeltede og havene steg
Området, hvor Danmark ligger idag, var under og lige efter den seneste istid landfast med Sverige, Nordtyskland og England. Havenes overflade lå på det laveste 130 meter under det nuværende niveau, men da isen smeltede, steg havene. Det er dog kun de sidste 40 meters stigning, der kan registreres på dansk jord, og af dem er forskerne nu blevet meget klogere på de 25 meter.
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Arne Rahbek, Communications Manager, Vattenfall Vindkraft Danmark, telefon 27 88 04 06.
Charlie Christensen, museumsinspektør, Nationalmuseet, telefon 41 20 61 74.