Volvo elektrisk lastbil

Udfordringen: 300 kilometer på el i polarkulde og med 14 tons jernmalm på ladet

En vigtig nøgle i klimaindsatsen er at opnå succes med elektrificering af den tunge transport, men er det overhovedet muligt i Norrbottens barske klima?

Lastbiler og busser tegner sig for en stor del af CO2-udledningerne fra transportsektoren i Europa. En af de store udfordringer i forhold til at nå målet i Parisaftalen er at reducere udledningerne, og de fleste er enige om, at elektrificering er en af de teknologiløsninger, der er nødvendige.

I de første måneder af 2021 gennemførte Volvo Lastvagnar, ABB og Vattenfall sammen med mineselskabet Kaunis Iron samt Wist Last och Buss en test for at afprøve grænserne for det mulige. Kunne det lade sig gøre at udskifte de normale dieseldrevne transporter af såkaldt slig, dvs. fintmalet jernmalm, fra jernmalmminen i Kaunisvaara til omlastningsstationen ved malmbanen med elektriske lastbiler? Hvad ville det kræve? Og hvad sker der, når temperaturen falder til ned omkring 30 minusgrader?

Litiumbatteriet i Volvos fuldt elektriske lastbil har en kapacitet på 264 kWh.

Litiumbatteriet i Volvos fuldt elektriske lastbil har en kapacitet på 254 kWh.

280 kilometer i polarkulde

Testen blev påbegyndt i februar og varede fire uger. Opgaven bestod i at køre en fuldt batteridrevet Volvo FMX fra hjemmebasen i Junosuando til minen i Kaunisvaara og derefter videre til losning af lasten i Pitkäjärvi, hvor malmen lastes på togvogne til videre transport til Narvik. Hele turen er på 280 kilometer, der nomalt køres med dieseldrevne køretøjer.

Vattenfall bidrog med serviceløsningen Power-as-a-Service, hvilket inkluderede installation, drift og sikring af, at ladestanderne fungerede. Vattenfall var også elleverandør på projektet.

Hvordan gik det så? Vi talte med Lino Martino, som var en af de lastbilchauffører, der sad bag rattet i elkøretøjet i polarvinteren:

"Det er gået over al forventning, må jeg sige. Det fungerer jo med el, og selvom det var en ulempe med de ladestop, vi var nødt til at tage, så kunne vi køre hele strækningen, heraf 140 kilometer med 14 tons på ladet, fra minen til omlastningsstationen og derefter tilbage igen. Og det endda i den kulde, vi har heroppe om vinteren. Temperaturen lå for det meste på minus 32 grader. Det var godt nok koldt, på trods af termodragten," fortæller han.

Vibrationsfri og næsten lydløs kørsel

Specielt køreoplevelsen var overraskende god:

"Ellastbilen er på mange måder lige så god som den, jeg kører i til daglig, samme type førerhus og så videre, den er bare endnu nemmere at køre, der er kun en enkelt knap til at køre fremad og til at bakke. Og den her lastbil er jo næsten lydløs; man hører ikke motoren. Ikke engang når den bliver presset. Man kan kun høre dækkene. Og vibrationerne er også meget mindre end i en diesellastbil. På den måde er det helt klart en bedre arbejdsplads."

Der er dog tydeligvis stadigvæk udfordringer, der skal løses. En af dem er rækkevidden. Lastbilens batteriudstyr sætter grænsen, og i det her tilfælde var man nødt til at holde pause for at lade lastbilen op, både ved minen og ved omlastningsstationen, så man ikke risikerede, at lastbilen gik i stå ude på vejen.

Eltransport er kommet for at blive

Selvom testperioden nu er slut, er Lino Martino sikker på, at elektrificeret transport kommer til at overtage arbejdet, før eller senere.

"Allerede nu arbejder man på bedre batterier og hurtigere opladning. Heroppe bidrager kulden til problemet, men der findes jo også andre tekniske løsninger, hvor køreledninger måske kan være en af metoderne. Og eldrift ville fungere udmærket for anlægsbiler, for dem bruger man kun til at køre korte afstande i.  Hvis vi skal opnå et fossilfrit samfund, er elektrisk transport en nødvendighed. Jeg er overbevist om, at teknikken vil blive udviklet inden for nær fremtid. Det er rent faktisk sådan, det kommer til at blive," siger Lino Martino.

Læs mere om, hvordan Vattenfall bidrager til at elektrificere transportsektoren

Fakta om pilotprojektet

  • Deltagere: Kaunis Iron, Vattenfall, Volvo Lastvagnar, ABB og Wist Last & Buss.
  • Testperiode: Februar 2021.
  • Køretøj: Batteridrevet Volvo FMX.
  • Totalvægt: 32 tons.
  • Lastvægt: Cirka 15 tons.
  • Drivkraft: Fuldt elektrisk, 400 kW, med to gear.
  • Batteri: Litium-ion med en nominel kapacitet på 264 kWh.
  • Ladestandere: ABB leverede tre højeffekt-ladestandere på 175 kW hver. Ladestanderne kan udvides til 350 kW og har CCS-stik.

Se også

Pylon til vindmølleparken Hollandse Kust Zuid

Vattenfall og SSAB i nyt samarbejde om fossilfrit stål

Vattenfall og SSAB har underskrevet en hensigtserklæring om levering af fossilfrit stål produceret med HYBRIT-teknologi. SSAB vil, med materiale fra HYBRIT-pilotanlægget i Luleå, levere det ...

Læs hele artiklen
Brintlagring med en velkendt teknologi, den såkaldte LRC (Lined Rock Cavern; isoleret klipperum)

HYBRIT: Lagring af brint reducerer omkostningerne med op til 40 procent

HYBRITs brintlager er nu blevet testet kommercielt på elmarkedet, og de meget positive resultater har stor betydning for industriens omstilling. Fossilfri brint er en forudsætning for at kun...

Læs hele artiklen
Opladning af elektrisk skraldebil. Foto: Karen Rosetzsky

En stille revolution: Københavns skraldebiler bliver elektriske

I København er skraldebilerne ved at blive elektriske. Skiftet skal primært reducere udledningerne, men for beboerne i den danske hovedstad og for renovationsarbejderne giver el-lastbiler et...

Læs hele artiklen