Den britiske regering har tildelt Vattenfall 11 millioner euro i innovationsfinansiering. Finansieringen vil blive brugt til at udvikle verdens første brintproducerende havmølle, hvor elektrolysatoren er placeret direkte på en eksisterende idriftsat vindmølle.
Video player requires marketing cookies.
To view this content please click here to allow marketing cookies.
Pilotprojektet i Vattenfalls havmøllepark i Aberdeen Bay kommer til at producere 8 MW og vil dagligt kunne producere nok brint til at forsyne en brintbus med strøm til 24.000 kilometers kørsel. Brinten vil blive sendt ind til havnen i Aberdeen gennem en rørledning.
"Vi er glade for at have fået den offentlige finansiering. Placering af brintelektrolysatorer på havbaserede vindmøller vil sandsynligvis være den hurtigste og billigste metode til at levere fossilfri brint i stor skala", siger Danielle Lane, som er Vattenfalls UK Country Manager.
Projektet – der har fået navnet Hydrogen Turbine 1 (HT1) – bliver det første projekt i verden, der skal teste fuld integration af brintproduktion med en havbaseret vindmølle. HT1 skal også udarbejde udviklings- og godkendelsesprocesser for store brintprojekter, der er placeret samme sted som havmølleparker, for at sætte fart på den fremtidige udvikling.
Det vil være vigtigt for dekarboniseringen af den tunge industri (hovedsageligt inden for stål, produktion af kemikalier og gødning samt raffinering) og tung transport, at der er store mængder fossilfri brint til rådighed.
Arbejdet bliver igangsat omgående, og målet vil være at opnå den første produktion allerede i 2025.
Læs mere: Aberdeen Offshore Wind Farm (på engelsk)