
I dag har den hollandske kong Willem-Alexander officielt indviet vindmølleparken Hollandse Kust Zuid. For at markere begivenheden fejrede kongen færdiggørelsen af Vattenfalls hidtil største havvindmøllepark sammen med de tre CEO'er for Vattenfall, BASF og Allianz på stranden i IJmuiden foran en menneskelig vindmølle i naturlig størrelse. Den fossilfri elektricitet, der produceres i Hollandse Kust Zuid, forventes at svare til forbruget i 1,5 millioner husstande.
Hollandse Kust Zuid ligger i Nordsøen, 18-36 kilometer fra den hollandske kyst mellem byerne Scheveningen og Zandvoort. De 139 vindmøller har en samlet kapacitet på 1,5 GW, hvilket gør parken til en af de største havvindmølleparker i verden. Den årlige elproduktion forventes at svare til forbruget i 1,5 millioner husstande. Hollandse Kust Zuid er ejet af Vattenfall, BASF og Allianz. Vindmølleparken forventes at være fuldt driftsklar i 2024 og vil blive serviceret fra havnen i IJmuiden.
"Vattenfall agter at gå forrest i energiomlægningen, og havvind er afgørende for energisikkerhed og for at opnå nettonuludledning. Gennemførelsen af et projekt af denne størrelsesorden gør mig virkelig stolt og er i dag et godt eksempel på, hvad vi kan opnå, når vi samarbejder med branchen. Hollandse Kust Zuid vil ikke kun bidrage til at reducere BASF's CO2-fodaftryk, men vil også hjælpe med at imødekomme lokale virksomheders og husholdningers efterspørgsel efter fossilfri elektricitet,” siger Helene Biström, Head of Business Area Wind hos Vattenfall.
"Næsten halvdelen af elektriciteten fra Hollandse Kust Zuid vil blive anvendt til at reducere vores produkters CO2-fodaftryk på BASF-anlæg i Europa,” siger Dr. Martin Brudermüller, formand for bestyrelsen i BASF SE. ”Det er den første store investering i vedvarende energianlæg, BASF har foretaget. At være med til at få det til at ske gør mig også personligt meget stolt og glad. Dette markerer endnu en milepæl på vores vej mod klimaneutral produktion af kemikalier.".
BASF sigter mod at reducere sin udledning af drivhusgasser med 25 % inden 2030 og opnå nettonuludledning inden 2050. En vigtig løftestang til at nedbringe udledningerne yderligere er at erstatte fossilbaseret el med fossilfri el.
“Allianz investerer forsikringstagernes midler i vedvarende energi og ejer mere end 100 vindmølle- og solcelleparker. Jeg er glad for, at vi i dag kan fejre vores første direkte investering i en havvindmøllepark sammen med BASF og Vattenfall. Dette understreger partnerskabers evne til at skabe handling og føre klimaløsninger ud i livet,” siger Oliver Bate, CEO for Allianz
Allianz har forpligtet sig til at opnå nettonuludledning inden 2050 i sine egne investerings- og ejendoms- og skadeforsikringsporteføljer og allerede i 2030, når det gælder egne aktiviteter.

Fra venstre: Helene Biström (Senior Vice President, Head of Business Area Wind Vattenfall), Martijn Hagens (CEO Vattenfall Netherlands), kong Willem-Alexander, Martin Brudermüller (bestyrelsesformand BASF) og Oliver Bäte (CEO Allianz).
Biodiversitet i hjertet
Adskillige innovative teknologier blev brugt under opførelsen af Hollandse Kust, som et dobbelt boblegardin til at dæmpe undervandsstøj under spunsramning for at begrænse påvirkningen af marsvin. Forstørrede vandudskiftningshuller i vindmøllefundamenterne giver livet i havet ly og læ inde i møllerne, hvilket er første gang, selve møllekonstruktionen er inkorporeret i naturinkluderende vindmølleparkdesign. Store sten og klipper af varierende størrelse blev anvendt under etableringen af erosionsbeskyttelsen. På adskillige af erosionsbeskyttelserne blev der tilføjet kunstige stenrev for at gøre dem mere attraktive for et større antal fisk, krabber og krebsdyr.
Cirkularitet - genanvendelige vinger
Tre vindmøller er udstyret med nyligt udviklede genanvendelige vinger. Den harpiks, der bruges til at "lime" vinger sammen, vil være lettere at opløse, når vindmøllernes levetid er udløbet. Det gør det nemmere at adskille vingerne og genanvende de forskellige elementer.
Hollandse Kust Zuid er et nøgleprojekt i forhold til de ambitiøse mål, som den hollandske regering har fastsat for at bekæmpe klimaændringer og forsyne Holland med vedvarende energi til den næste generation. I 2018 blev Hollandse Kust Zuid certificeret som den første tilskudsfrie vindmøllepark i verden. Vindmølleparken forventes at være fuldstændig klar til drift i 2024 og vil blive serviceret fra havnen i IJmuiden.
Forbindelse til elnettet
To havbaserede transformatorstationer forbinder Hollandse Kust Zuid med det hollandske elnet. Disse netforbindelser er udviklet og vil blive drevet af hollandske TSO TenneT. Som en del af den hollandske havvindpolitik er netforbindelser offentligt finansierede, hvilket sikrer standardisering og efterfølgende omkostningsbesparelser. Det giver vindmølleudviklere sikkerhed for, at de ikke skal justere deres design efterfølgende.
Fakta om Hollandse Kust Zuid:
- Hver vindmølle har en kapacitet på 11 MW
- Vingespidsen er 225 meter over havets overflade
- Rotorens diameter er 200 meter
- Hver vinge er 97 meter lang
- Hvert fundament vejer 735-955 tons
- Længden på fundamenterne er 62-75 meter
- Fundamenternes diameter er 7-8 meter
- Havbunden befinder sig på 17-28 meters dybde
- Der er 315 km med 66 kV interne netkabler
- HKZ dækker et areal på 225 km2