Den 1. december tiltræder Ole Bigum Nielsen som Country Manager for Vattenfall i Danmark. Dette er i god tråd med Vattenfalls strategi om at satse på bæredygtig energiproduktion og i særdeleshed vindkraft.
Ole Bigum Nielsen
Country Manager for Vattenfall i Danmark.
”Jeg er meget glad for min nye rolle og ser frem imod at komme i gang. Vattenfall er ved at transformere sig til en mere bæredygtig virksomhed med et klart fokus på en vedvarende energiportefølje. Vinddivisionen, som jeg tilhører, spiller en væsentlig rolle i at udvikle og forbedre det Vattenfall, vi kender i dag, til morgendagens Vattenfall, hvor vi målrettet arbejder i retning af ingen udledning af CO2. Og Vattenfall Danmark lever i høj grad op til dette, så jeg er stolt af at stå i spidsen for denne del af virksomheden," siger Ole Bigum Nielsen.
Vattenfall er allerede i dag den største ejer af landvindmøller i Danmark, og hvis de projekter, der ligger i pipelinen, bliver realiseret, vil Vattenfalls store satsning på vind gøre selskabet til den største ejer og operatør af vindmøller i Danmark i 2019.
Ole Bigum Nielsen har arbejdet med vindkraft siden 2000 og været med fra start, da Vattenfall overtog dele af Elsam og Energi E2 i 2006. Tilsyneladende har Ole Bigum Nielsen en forkærlighed for svenske virksomheder, for inden vindkraft blev hans levevej, slog han sine folder hos bygge- og ejendomsudviklingsvirksomheden NCC.
Udover rollen som Country Manager er Ole Bigum Nielsen Vice President of Engineering & Construction i BA Wind i Vattenfall med opgaver, der dækker alle Vattenfalls markeder. I Danmark betyder Vattenfalls store vindsatsning, at der skal ansættes flere folk til vindafdelingen de næste par år. Og det er en opgave, som har stor prioritet.
”Vi bruger mange ressourcer på at finde og udvikle nye talenter samt tiltrække kompetente medarbejdere til vores voksende enhed. Der er rift om de bedste, og vi vil jo gerne sørge for, at de vælger os,” siger Ole Bigum Nielsen.
Yderligere oplysninger:
Kontakt Andrine Nordby på +45 2787 5297