Den internationale kvindedag: Suzanna var lidt for ekstrovert til at blive dyrlæge

Hun havde et ønske om at blive dyrlæge, men hendes zoologi- og bæredygtighedsstudier førte hende i stedet til den vedvarende energisektor. Nu hjælper hun britiske virksomheder med at løse deres behov for elektricitet ved at slutte dem til elnettet.

Vi markerer den internationale kvindedag den 8. marts hele ugen ved at præsentere kvindelige kolleger, som arbejder inden for nogle af Vattenfalls markeds- og forretningsområder.

Suzanna-Lashford-1920.jpg

Suzanna Lashford er leder af Business Development i Vattenfall Networks UK. Hendes kontor ligger i London, men hun bor på landet uden for byen:

“Da jeg var ung, drømte jeg altid om at blive dyrlæge. Men da jeg søgte om optagelse på veterinæruddannelsen, sagde de til mig, at jeg var en alt for ekstrovert person til at blive optaget på uddannelsen. I første omgang var jeg naturligvis skuffet, men set i bakspejlet havde de ret, for jeg elsker at tale med og forholde mig til andre mennesker.

Jeg har arbejdet i Vattenfall Networks UK i næsten 5 år. Vi er en såkaldt uafhængig distributionsnetværksoperatør, IDNO, hvilket indebærer, at vi kan tilslutte kunder til elnettet overalt i Storbritannien. Helt grundlæggende udvikler, ejer og driver vi elektricitetsnetværk, som kan transportere elektriciteten fra nettet til vores kunder. Det kan f.eks. være nye bebyggelser, datacentre samt store solenergi- eller batteriprojekter. Alle 14 distributionsnetværksoperatører i landet konkurrerer om disse projekter, så konkurrencen er ekstrem hård.

Jeg er leder af Business Development, og jeg elsker det. Jeg elsker virkelig at være en del af et udviklingsteam og kunne være med til at udarbejde nye tilbud og løse problemer for vores kunder. Som nævnt kan jeg godt lide at være i den offentlige verden, hvor jeg møder kunder og taler med folk. Det kan godt være en anelse skræmmende at stå foran en gruppe mennesker og præsentere noget, men det er meget givende, når man har gjort det. Jeg skal tvinge mig selv ind i disse lidt mere ubekvemme situationer, og det udvikler mig som person.

Men det var ikke lige ud af landevejen at nå dertil, hvor jeg er i dag. Da jeg ikke blev optaget på veterinæruddannelsen, besluttede jeg mig for at tage en videregående uddannelse i zoologi som en slags sidste udvej. I løbet af mit sidste år på uddannelsen studerede jeg en masse økologi og bæredygtighed. Jeg besluttede mig efterfølgende for at påbegynde en bred kandidatuddannelse inden for miljø ved Imperial University i London, og jeg begyndte således at lære om energi, energipolitikker og vedvarende energi. Efter endt kandidatuddannelse fik jeg ansættelse som sælger og fandt ud af, at jeg nød at have kontakt med kunderne. Så jeg begyndte at overveje, om mit drømmejob egentlig ikke ville være et job, hvor jeg kunne tale med folk og lave salgsarbejde, men samtidig kunne gøre brug af min uddannelse? Den vedvarende energisektor var begyndt at vokse i Storbritannien, og det førte mig til solenergibranchen, som stod overfor en voldsom vækst.

Efter 12 år havde jeg arbejdet mig op til en stilling som kommerciel projektleder for et team af salgsfolk, men jeg var klar til at prøve noget nyt. Jeg havde hørt en masse gode ting om Vattenfall, og da muligheden bød sig, mente jeg, at det var det rigtige.  Det, der fangede min interesse, var den kendsgerning, at fordi IDNO-forretningsområdet var noget nyt i Vattenfall, var det ligesom at være med til at udvikle en nystartet virksomhed, men samtidig befinde sig i den store Vattenfall-verden. Så jeg startede som den eneste forretningsudvikler, og nu er vi et team på fire.

Midt under covid-pandemien, i april 2021, fik jeg en datter. Jeg tog fri et helt år, og det var fantastisk at være i stand til det. I dag arbejder jeg fire dage om ugen, og når min datter bliver en lille smule ældre, vil jeg gå tilbage på fuld tid.  Virksomheden og min chef har støttet mig meget, og processen har været meget enkel. Jeg tror, at det hænger sammen med, at Vattenfall er en svensk virksomhed med en progressiv holdning til ligestilling. For mig ville det ellers have været meget vanskeligere at kombinere det at være mor til en baby med en professionel karriere. Og jeg ville ikke have været glad. Når jeg taler med mine venner her i Storbritannien, kan jeg konstatere, at nogle af dem ikke har haft de samme muligheder eller den samme støtte fra deres arbejdsgivere. Men at have den fleksibilitet har gjort mig i stand til at komme tilbage til arbejdet og give alt i løbet af mine arbejdsdage og samtidig være der for min datter, mens hun vokser op. Og det er så vigtigt.”

Personlige fakta

Navn:
Suzanna Lashford

Stilling:
Business Development Manager Vattenfall Network UK

Lokalitet:
London

Uddannelse:
Kandidatuddannelse (MA) i miljøteknologi

Alder:
41

Familie:
Samlever med min partner, en datter på 2 år og to steddøtre på  11 år.

Interesser:
“Jeg bor på landet og nyder at gå ture i naturen. Og jeg elsker at lave mad og have gæster til aftensmad!”

Læs mere

Læs mere om vores arbejde med mangfoldighed og inklusion på vores websted. Her kan du også finde oplysninger om ledige stillinger og trainee-stillinger.

Se også

Rasmus Helveg Petersen til Vattenfall

Tidligere klimaminister Rasmus Helveg Petersen ny kommunikationschef i Vattenfall Danmark.

Læs hele artiklen
Mathilde Lindhardt Damsgaard, Program Director, Vattenfall

International kvindeuge: Mathilde bliver overrasket hver dag

Det var faktisk hendes interesse for vand, som fik Mathilde Lindhardt Damsgaard til at søge mod udvikling af vindenergi. Nu er hun leder af Vattenfalls nyeste havbaserede vindenergiprojekt u...

Læs hele artiklen

Leg med tang og muslinger gør børn nysgerrige på mad

Eksperimentér og leg med mad høstet i havet er devisen på hav-kokkeskolen for familier i Kattegatcentret. 

Læs hele artiklen