Vattenfalls ejer har indstillet Mats Granryd til at blive ny bestyrelsesformand for Vattenfall. Mats Granryd vil blive valgt som Lars G. Nordströms efterfølger på Vattenfalls generalforsamling den 28. april 2022.
Mats Granryd har været medlem af Vattenfalls bestyrelse siden 2020. Han har en baggrund som civilingeniør og har 15 års erfaring fra en række forskellige stillinger hos Ericsson, ligesom han har været CEO for Tele2 i perioden 2010-2015 og bestyrelsesmedlem i Swedbank frem til 2020. Mats Granryd er generaldirektør og bestyrelsesmedlem i GSMA, som er en global brancheorganisation for telekommunikations- og mobilindustrien.
"Det glæder mig, at jeg i dag kan meddele, at Mats Granryd er indstillet til at overtage posten som ny bestyrelsesformand for Vattenfall. Mats har mange års erfaring fra teknologitunge og dynamiske sektorer, der ligesom energisektoren har afgørende betydning for samfundet. Som leder har Mats arbejdet både i Sverige og internationalt i mange år, og vi er overbeviste om, at hans kompetencer vil være et aktiv for virksomheden. Under hans ledelse vil arbejdet med omstillingen frem mod en fossilfri fremtid fortsætte", udtaler den svenske erhvervs-, industri- og innovationsminister Karl-Petter Thorwaldsson.
"Det er en ære for mig at blive indstillet til rollen som bestyrelsesformand for Vattenfall. Elektrificering af sektorer, der er vanskelige at omstille, spiller en afgørende rolle i kampen mod klimaforandringerne. Vattenfall har besluttet aktivt at støtte virksomhedens kunder og samarbejdspartnere i deres respektive dekarboniseringsprocesser, og derudover fortsætter Vattenfall med at investere massivt i energiomstillingen. Jeg ser frem til at fortsætte dette arbejde sammen med medarbejderne i Vattenfall og bestyrelsen", udtaler den kommende bestyrelsesformand Mats Granryd.