3D visualisation of CCS at Sleipner_Copyright Equinor_

I Sleipner-feltet i Norge har man lagret CO2 i undergrunden siden 1996

Mens debatten om CO2-opsamling og -lagring (CCS) raser andre steder, er CO2 med succes blevet lagret dybt under Nordsøen ud for Norges kyst siden 1996 i verdens første kommercielle CCS-projekt.

I næsten 30 år har Statoil – nu Equinor – og virksomhedens partnere fjernet CO2 fra gas udvundet i Sleipner-feltet og injiceret det i Utsira Sand-formationen mere end 800 meter under havbunden. Efter at være blevet injiceret i flydende form i den meget porøse sandsten, fanges CO2’en under et skiferlag, der fungerer som tag og forsegling og forhindrer CO2’en i at stige op. På grund af dybden, trykket og temperaturen forbliver det flydende.

Hovedårsagen til beslutningen om at starte projektet for knap tre årtier siden var de norske CO2-afgifter, der var indført få år tidligere, og det høje CO2-indhold i gassen på omkring ni procent, hvilket overstiger markedets krav. Afgifterne gjorde CCS-driften mere rentabel end bare at fjerne CO2’en og slippe den ud i luften. Indtil nu er der blevet lagret mere end 19 millioner tons CO2.

Teknologi fra olie- og gassektoren

De teknologier, der bruges, er hverken nye eller særligt højteknologiske, fortæller Christian Bernstone. Han arbejder som ingeniør hos Vattenfall, aktuelt på virksomhedens projekt for at skabe negative udledninger gennem CO2-opsamling og -lagring på det biomassedrevne kraftvarmeværk i Jordbro uden for Stockholm [link], hvor han er ansvarlig for CO2-transport og -lagring. Han har tidligere været medforfatter på en EU-finansieret best practice-manual for CO2-lagring baseret på Sleipner-projektet, som blev udgivet af British Geological Survey.

”Det er konventionel teknologi fra olie- og gasindustrien, der bliver brugt. Det er teknikker, der har eksisteret i lang tid, siden olie- og gasudvinding tog sin begyndelse. Det er bare omvendt, man tilføjer noget i stedet for at udvinde noget,” siger Bernstone.

Dataindsamling, modellering og måleteknikker har dog udviklet sig siden 1996, så det er blevet lettere for ingeniører at forudse, hvordan CO2’en opfører sig i forskellige geologiske formationer, når den først er blevet injiceret. Derudover er der hovedsageligt sket fremskridt inden for teknologier til CO2-separation, hvilket resulterer i mere energieffektive processer.

Ny teknologi gør det også muligt for skibe, der transporterer flydende CO2, at pumpe CO2’en ind i flydende injektionsplatforme. Derfra pumpes CO2’en direkte ind i lagringsanlægget – i stedet for via en rørledning fra land – da hovedparten af lagringen ikke sker i nærheden af kilden, som det er tilfældet med Sleipner.

Også når man leder efter nye steder at lagre CO2, kan CCS-industrien – lidt ironisk måske – læne sig op ad olie- og gasindustrien. For det er ikke kun værktøjerne, der er ens. Det er også den samme slags geologiske formationer, hvor der kan dannes olie- og gasfelter, som er velegnede til CO2-lagring. Der er desuden en masse data fra tidligere olie- og gasudvinding, som kan bruges, når man leder efter steder at opbevare CO2.

Tilmeld dig vores månedlige nyhedsbrev THE EDIT

THE EDIT er Vattenfalls nye månedlige nyhedsbrev. Hvert nummer sætter fokus på et nyt højaktuelt emne inden for bæredygtig energi og fossilfrihed.

Læs mere og tilmeld dig nyhedsbrevet

Lovgivning er nu på plads for at garantere sikker lagring

En anden ting, der har udviklet sig, er lovgivningen. I 1996 var der ingen

CCS-specifik lovgivning, men siden da har lovgivere i Europa, USA og andre dele af verden udarbejdet strenge regler.

I EU har CCS-direktivet været i kraft siden 2009, og selv om Norge ikke er medlem af EU, er direktivet implementeret i norsk lovgivning gennem aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

CCS-direktivet har til formål at eliminere enhver væsentlig risiko for udslip eller skade på menneskers sundhed eller miljøet. Et af kriterierne for at få tilladelse til at starte et CCS-anlæg er, at man skal dokumentere, at anlægget er nøje overvåget og sikkert over tid med henblik på at forhindre eventuelle udslip.

Det betyder, at Vattenfall og andre virksomheder, der ønsker at købe CO2-lagring, kan føle sig sikre på, at CO2’en vil blive håndteret sikkert, forklarer Bernstone.

"Man kan være sikker på, at de gældende regler omfatter strenge krav, som skal opfyldes for at få en lagringslicens," fastslår han.

Det var heldigt, at norske afgifter gav incitament til at starte kommerciel CO2-lagring allerede for næsten 30 år siden, siger Bernstone. På den måde har vi fået enorme mængder information og lært meget, efterhånden som kampen mod klimaforandringer er blevet mere presserende end nogensinde før. CCS kan blive et vigtigt værktøj, især til at dekarbonisere sektorer, der er svære at omstille, såsom cementproduktion og luftfart.

"Vi har først og fremmest erfaret, at CO2-lagring virkelig fungerer efter hensigten," afslutter Bernstone.

Se også

Landbrug i vindmølleparken: Kriegers Flak producerer tang til fødevarer

Med den stigende konkurrence om pladsen til søs vil tang- og muslingeopdræt i havet mellem de kæmpemæssige havbaserede vindmøller sandsynligvis blive en realitet i fremtiden. En ny undersøge...

Læs hele artiklen
Fundament til havvindmølle

Havvindmøller får genbrugelige dæksler

Før man begynder at installere vindmøller til havs, skal fundamenterne rammes ned. På toppen af hvert fundament er der et dæksel over monopælen, der midlertidigt dækker det enorme rør.

Læs hele artiklen

CO2 – for værdifuldt til at gå til spilde!

I stedet for at betragte CO2 som en trussel bør vi indse, at det er et vigtigt element i stort set alle produkter, vi mennesker bruger. Hvis vi skal nå de nødvendige klim...

Læs hele artiklen