Blakliden Fäbodberget vindmøllepark i det nordlige Sverige

Alle vindmøller er på plads på Blakliden Fäbodberget

Vattenfalls hidtil største landbaserede vindmøllepark er nu færdig. Den sidste af de 84 vindmøller er nu installeret på Blakliden Fäbodberget i det nordlige Sverige. Den årlige produktion på godt 1 milliard kilowatt-timer svarer til forbruget i omkring 220.000 svenske husstande.

I Nordsverige er der fuld gang i omstillingen og elektrificeringen af både industri og minedrift, så der vil blive brug for meget mere el. Sveriges elforbrug forventes at blive fordoblet inden 2045. Vindmølleparken Blakliden Fäbodberget bliver med sine 1,1 TWh en vigtig brik i at gøre det muligt.

Opførelsen af Blakliden Fäbodberget har nu været i gang i fire år, og det seneste år er ca. 800 komponenter, heraf 252 vinger, blevet fragtet til parken, som ligger i kommunerne Åsele og Lycksele i Västerbotten. De sidste vindmøller vil snart blive tilsluttet elnettet. Efter en periode med afprøvninger overgår parken til kommerciel drift senere på året.

"De første tre år arbejdede vi på at lægge fundamentet for installation og drift af vindmøllerne i parken. Vi byggede transformerstationerne og opførte fundamenterne, anlagde veje og lagde elkablerne på anlægsstedet. Det seneste år har vi løftet møllerne på plads og har løbende koblet dem til elnettet, efterhånden som de blev opført. Vi er meget stolte over, at vi opfører den sidste vindmølle," siger Kristoffer Arnqvist, som står i spidsen for byggeprojektet.

Omkring 200 personer arbejder i snevejr og minusgrader på at afslutte opførelsen af de i alt 84 vindmøller.

"Der er faldet rigtigt meget sne her, og det gør arbejdet hårdt og vanskeligt. De seneste uger har minusgraderne svinget voldsomt, nogle gange helt ned til minus 30 grader. Kulden gør arbejdet sværere for os, men det gør det også endnu sjovere at nå de her milepæle i projektet, for det er en bedrift," fortæller Kristoffer Arnqvist.

"Vi oplever en enorm efterspørgsel på fossilfri el i hele Sverige, specielt i de nordlige egne, både nu og fremover, takket være den igangværende elektrificering af industrien. Derfor er vi utroligt stolte af, at vi allerede nu kan levere en betydelig mængde el til elnettet. I øjeblikket har vi yderligere cirka 15 projekter under udvikling i Sverige, og jeg ser frem til, at vi ved hjælp af landbaseret vindkraft kan gøre det muligt at leve fossilfrit inden for én generation," siger Sandra Grauers Nilsson, Head of Onshore Wind hos Vattenfall. 

Blakliden Fäbodberget ejes i fællesskab af Vattenfall, Vestas og AIP Management.

I dag ejer Vattenfall i alt ca. 1200 vindmøller i Sverige, Danmark, Tyskland, Holland og Storbritannien. I 2020 producerede de tilsammen 11 TWh el, hvilket svarer til elforbruget i næsten 2,2 millioner husstande.

Fakta

Vindmølleparken Blakliden Fäbodberget.

  • Samlet maksimumkapacitet: 353 MW
  • Beregnet årsproduktion: 1,1 TWh
  • Samlet højde til vingespids: 180 meter
  • Vattenfalls ejerandel: 30 %
  • Idriftsættelse: 2022

Læs mere på Blakliden Fäbodbergets websted (på svensk)

Se også

Vattenfall udvider den havbaserede vedligeholdelseskapacitet med en kontrakt med Van Oord om servicering af vindmøller

Vattenfall er klar til at øge sin havbaserede kapacitet til servicering af vindmøller ved at underskrive en flerårig rammekontrakt med Van Oord om charter af jack-up-fart...

Læs hele artiklen
Vesterhav Syd. Foto: Mads Krabbe

Havvindmølleparkerne Vesterhav Nord og Vesterhav Syd indviet

I dag har den danske miljøminister, Magnus Heunicke, sammen med Vattenfalls Head of BA Wind, Helene Biström, og Country Manager for Vattenfall Danmark, Anne Mette Traberg, officielt indviet ...

Læs hele artiklen
Flagermus

Er flagermus og vindmøller en mulig cocktail på havet?

At forstå det store billede i flagermusenes færd over havet er vigtig baggrundsviden for at kunne afbøde risikoen for kollisioner mellem vindmøllevinger og flagermus, mens man samtidig sikre...

Læs hele artiklen